Avi Snyder, leder for Europa i Jews for Jesus, 17. august 2016
Shalom fra Odessa, Ukraine.
Jeg er lige ankommet til begyndelsen af vores jubilæums-kampagne her i byen. Den markerer 25-års jubilæet for begyndelsen af Jews for Jesus’ arbejde i det, som dengang stadig var Sovjetunionen.
Et trosspring ind i kaos
I efteråret 1991 flyttede min kone, Ruth, og jeg til USSR, ligesom det var ved at gå i opløsning. Alt føltes kaotisk, men vi var overbeviste om, at dette var et godt tidspunkt at bringe evangeliets gode nyheder til regionen. Så vi flyttede til Odessa med vores tre børn og en enkelt kollega. Vi havde to målsætninger: At bringe evangeliet til det jødiske folk, og at grundlægge en organisation bestående af mennesker fra Sovjet, og som ville fortsætte med at dele evangeliet med det jødiske folk dér.
Gud har gjort mere i området, end vi nogensinde har turdet håbe eller drømme om. Efter syv år i Odessa forlod vi byen, og der var der etableret en god platform med 30 trofaste medarbejdere i fem nøglebyer: Odessa, Moskva, Kiev, Kharkov og Dnepropetovsk. Senere kom Minsk i Hviderusland også på kortet. Takket være disse trofaste medarbejdere kom hundredevis til tro og kom til at leve et liv sammen med Jesus. Efter kort tid bredte dette arbejde sig både til Tyskland og Israel.
Kampagne på gaden i Odessa.
Jeg mangler ord for mine følelser, når jeg tænker på, hvad Gud har gjort. Ej heller kan jeg udtrykke min taknemmelighed over at have fået lov til at være en del af dette eventyr. Min følelse af taknemmelighed er næsten kun overgået af min beundring for staben af Jews for Jesus-missionærer i det tidligere Sovjet. De har demonstreret stort mod og det ofte i mødet med modstand, farer og prøvelser.
Lige nu er min kone Ruth og jeg tilbage i Odessa i anledningen af 25-året for vores rejse hertil. Kampagnen løber fra 14.-26. august, og jeg håber, du vil være med til at bede for os. I det tidligere Sovjet er bøn ikke en rutine – det er snarere en absolut nødvendighed. Hverdagen er kompliceret og modstanden mod evangeliet er stadig stor. Bed for ledere af kampagnen og dem, der går på gaden. Bed om at Gud vil lede os til de åbne hjerter, han allerede har forberedt til os.
Aaron Lewin (Afdelingsleder Berlin) inviterer folk på gaden til at dele deres tanker om fred.
Christian Vestergård, 8. august 2016
I forbindelse med deres seneste kampagne i Berlin har Jews For Jesus åbnet en ny afdeling i byen. Der ligger allerede en afdeling i Tyskland i den østtyske by Essen. Ud fra denne afdeling har missionærer arbejdet for Jesu gode nyheder ved at dele foldere ud, besøge tyskere i deres hjem og afholde bibelstudiegrupper i Berlin. Men med den stigende jødiske befolkning i Tyskland har man længe villet åbne endnu en tysk afdeling i Berlin.
I 1970 boede der kun 30.000 Jøder i Tyskland, men i dag bor der mellem 200.000 – 230.000 jøder og 50.000 af dem bor i Berlin. Man regner med, at 200.000 af dem er russisk-talende immigranter, og 22.000 er israelske immigranter. Gennem de seneste år er israelske jøder kommet til Tyskland, særligt på baggrund af de dyre leveomkostninger i Israel og de mange trusler Israel får fra de omkringliggende lande.
J4J oplever at mange af de israelske jøder, som kommer til Tyskland, er sekulære og nysgerrige unge, og afdelingen I Berlin glæder sig over udfordringen at fortælle de gode nyheder om Jesus til de unge jøder i en storby som Berlin. Derfor bliver der brugt en del ressourcer på sociale medier og J4J egen tyske hjemmeside – www.judenfuerjesus.de – for at nå ud til de unge.
J4J oplever, at deres arbejde giver speciel mening i Tyskland. For 25 år siden, ved Sovjetunionens kollaps, ville ingen have forudset, at 200.000 russisk-talende jøder og Israelere ville flytte tilbage til det land, som have forfulgt dem blot få årtier tidligere.
J4J tror, det er Guds plan, at de mange jøder er kommet tilbage til Tyskland, af tre grunde:
For at det jødiske folk må høre evangeliet og blive frelst
For at tyskere må høre evangeliet fra jøderne og blive frelst
Og for at hele Tyskland og hele Europa må se, jøder og tyskere proklamere evangeliet sammen.
Aaron Lewin (som er på billedet) er den nye leder af afdelingen i Berlin. Aaron er født i Israel og opvokset i England. Før Aaron begyndte på collage kom han i praktik i Tyskland for at forbedre sine sproglige kundskaber. Under sin praktik stødte han på J4J og var med på flere kampagner, bl.a. med Avi Snyder som sin mentor. Da Aaron var færdig på collage, blev han Avi’s assistent i Budapest. Da ledelsen begyndte at snakke om en afdeling i Berlin, stod Aaron og hans kone Becky klar. Becky er fra Østrig og mødte Aaron på en J4J kampagne i Israel. Hun er udannet sygeplejerske og passer i øjeblikket deres tre små børn, men de håber begge, at hun kan træde ind i en tjeneste hos J4J, når børnene er blevet lidt ældre.
Aaron og Becky glæder sig til at komme i gang med arbejdet, og drømmer om at starte en hebraisk talende bibelstudie/diskussions gruppe i Berlin. Derudover håber de, at de kan inspirere tyske kristne til at dele evangeliet med jøder. Ifølge Aaron Lewin afholder størstedelen af den tyske kirke sig nemlig fra at evangelisere til jøder – primært på baggrund af den hårde og skamfulde historie mellem jøder og det tyske folk.
Afdelingen i Berlin har åbnet under sommerens J4J kampagnefremstød i Berlin – Læs mere om kampagnen her.
I søndags sluttede Jews for Jesus’ kampagne i Berlin. I løbet af 14 dage delte teamet 122.000 trakter ud og cirka 500 mennesker gav deres kontaktinformation for at høre mere om, hvem Jesus er.
”Kom og skriv noget på min tavle,” råber Igal på hebraisk, russisk og engelsk til folkemængden ved Brandenburger Tor i Berlin. Han behøvede egentligt ikke at råbe. Mange – både indbyggere og turister – var nemlig i fuld gang med at skrive deres tanker om fred på små post its og fastgøre dem til Igals tavle under overskriften: Fredsskaberen.
Invitationen til at skrive post its var kun en af de nye måder, vi forsøgte at komme i kontakt med folk under vores nyligt overståede Berlin-kampagne. Vi brugte også postkort på hebraisk, og vi lavede samarbejde med vores søsterorganisation, Christian Witness to Israel (CWI). Vores t-shirts med hebraisk skrift tiltrak sig også opmærksomhed. På ryggen stod ordene Yehudim Laman Yeshua (Jøder for Jesus). Foran stillede vi spørgsmålet: Mi Hu? (Hvem er han?) Berlinerne tog godt i mod både disse nye tiltag samt vores ”traditionelle” metode med at dele traktater ud og møde mennesker med det åbne spørgsmål: Har du en mening om, hvem Jesus er? Hver eneste dag mødte vi både israelere, tyskere og muslimske flygtninge, som alle var ivrige efter at tale med os om fredsstifteren Jesus.
På Alexanderplatz begyndte tre unge israelere for eksempel at drille en af vores missionærer, Greg. ”I er israelere,” konstaterede Greg overfor dem med et smil. ”Så hvem af jer er modige nok til at læse, hvad det Ny Testamente fortæller om Jesus?” Hans udfordring gik lige i hjertet på en af drengene. ”Det er jeg,” sagde en af israelerne oprigtigt og tog imod det gratis Ny Testamente.
Efter at have delt materiale ud et andet sted i byen til Berlin Pride Parade tog Dani bussen hjem til vores hotel og befandt sig pludselig i en flok israelere. Dani delte frimodigt evangeliet med dem, og da han var færdig sagde en af dem: ”Lad os tale mere sammen på hotellet.” Det viste sig, at israelerne boede på samme hotel som missionærerne fra Jews for Jesus, så det var let at fortsætte samtalen.
Volontøren Paula kom til at tage det forkerte tog hjem. Men her mødte hun en tysk kvinde, som havde giftet sig med en muslim og nu boede i Jordan. Kvinden, Veronika, var usikker på, hvem hun mente Jesus er – selvom hendes forældre havde været kristne missionærer i Kina. Paula delte evangeliet med Veronika og inviterede hende til et arrangement. Kvinden blev meget glad og ville tage sin jødiske svigersøn med til mødet.
Jeg tror, vi alle havde en fornemmelse af, at timingen af denne kampagne var helt særlig. Overvej mixet af omstændigheder: terrorangreb over hele Europa, en voksende israelsk befolkning i Berlin, som nu overstiger 22.000, og ankomsten af cirka 90.000 syriske flygtninge til Berlin – mange af dem muslimer. Hvilken ekstraordinær mulighed for os i Jews for Jesus til at fortælle israelere, tyskere og muslimer om Jesus, Fredsfyrsten. Jeg håber, I vil være med til at bede for de nye troen og for, at vores arbejde i Berlin må vokse. Og pris Gud sammen med os for muligheden for at bringe Guds fred ind i menneskers liv.
Vær også med til at bede for gadekampagnen i Odessa fra den 14.-26. august.
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 10. juni 2016
I optakten til den jødiske pinse, som falder den 11-13 juni i den jødiske festkalender, har Jews 4 Jesus ført kampagnen ”Behold Your God!”. Denne titel kommer fra Esajas 40,9.
Stig op på et højt bjerg,
Zions budbringer,
råb højt,
Jerusalems budbringer,
råb uden frygt!
Sig til Judas byer:
Her kommer jeres Gud! – (Behold Your God!)
Kampagnen var rettet mod tre byer i den midterste del af Israel – Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in.
Under kampagnen blev der delt 28.300 foldere ud, snakket i telefon med 3636, 405 videregav deres kontaktinformationer, 334 af dem var jøder, og 43 mennesker tog imod Jesus som herre og frelser, 35 af dem var til et enkelt møde.
Et russisk talende team tog en gruppe på 46 russisktalende israelere med på en guidet bibeltur. Efter turen inviterede Valary Bolotov fra teamet deltagerene med hjem til middag, og lovede derefter at fortælle dem om Jesus.
Efter måltidet delte hun sit vidnesbyrd og fortalte om Guds store forsonings- og frelses plan. Hun inviterede, de israelere som ville tro på Jesus til at rejse sig op og bede. 35 rejste sig op i erkendelsen af at de havde brug for Jesus og tog imod ham som Messias.
En af kampagnelederne sagde målløst, at det var suverænt det vildeste, han indtil videre har oplevet i sin tjeneste. Han håber, at dette er begyndelsen på en ny åbning for evangeliet i Israel.
Flere deltagere i kampagnen giver udtryk for nogle givende dage. Hele 30 % – af dem som har svaret på en ringende dørklokke – havde lyst til at høre evangeliet, og en tredjedel af dem har inviteret evangelisterne indenfor, for at høre endnu mere. Det er en bedre statistik end de forgående år under kampagnen. Det er en særlig god statistik, for der bor ca. 60 % ortodokse jøder i Ari’el, Bet Shemesh og Modi’in, og de plejer at smække døren i.
Laura var også ude for en glædelig oplevelse, mens hun stod ved motorvejen med et banner i myldretiden. Der dukkede pludselig en politibil op, og Laura var klar til at forsvare hendes ret til at stå der, men det behøvede hun ikke. Til hendes store overraskelse ville de høre, hvordan det gik, og om nogen generede hende. Da de kørte videre mindede den ene betjent dem om at drikke en masse vand i varmen.
Det er en bemærkelsesværdig forskel i forhold til tidligere, for i 2013 blev en mand fra Jews 4 Jesus fængslet for at stå med et missionerende banner langs motorvejen.
Mens Genadi var På gaden mødte hun en ung kvinde, som var på en åndelig dannelsesrejse. Hun var meget optaget af mysticisme og forskellige sekter. Men Genadi kunne fornemme at kvinden følte sig urolig indeni. Hun var meget nysgerrig på, hvem Jesus er. Genadi læste Joh 14,6 for hende “Jeg er vejen, sandheden og live; ingen kommer til faderen uden ved mig”. Ordene rørte ved hendes hjerte, og hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte om, hvordan hun kunne møde Jesus. Hun bekendte sin skyld og skam, og bad derpå om at tage imod Jesus. Efter de havde bedt sammen, gav hun udtryk for en fred i sit hjerte.
I de fornævnte byers område er der adskillige militærbaser. Derfor har Jews 4 Jesus lavet en video til de sociale medier, som er henvendt til israelske soldater. I videoen spørger de: ”er du modig nok – til at undersøge hvem Jesus er?”.
Se den humoristiske video her
David Brickner lederen af Jews 4 Jesus fortæller, at han drømmer om en fornyet pinse, hvor alle hører evangeliet på deres ejet modersmål, og man vil se store menneskemængder komme til tro.
Arne Pedersen, kommunikationssekretær, 7. april 2016
Susan Perlman er Jesus-troende jøde og har mere end 40 års erfaring i Guds mission gennem missionsorganisationen Jews for Jesus, som hun har været med til at grundlægge. En af de vigtigste erfaringer hun har gjort sig er, at en sund praksis omkring mission, begynder i fællesskab med andre mennesker og med Jesus. Her kan du læse hendes historie.
Susan vasker fødder på en aktivist under en gadeaktion i Irland.
”Hvis nu du kunne tjene Gud på lige præcis den måde, du drømmer om – hvad ville du så lave?” Susan Perlman lyttede til stemmen i telefonen og holdt en kort pause inden hun svarede: ”Jeg drømmer om at skrive skuespil. Jeg drømmer om at skrive tekster til Guds ære.” Moishe Rosen, som var stemmen i den anden ende svarede, at det kunne hun da gøre sammen med ham og de andre i Los Angeles, Californien, som var i gang med at starte den organisation, som skulle blive til Jews for Jesus.
Susan Perlman boede på det tidspunkt på Manhattan i New York, arbejdede i et reklamebureau som tekstforfatter og havde lige fået både forfremmelse og lønforhøjelse. Hun havde det godt. Hun var også kommet til tro på Jesus et års tid tidligere.
”Jeg kan ikke love dig meget,” sagde Moishe Rosen, ”men jeg lover dig, at så længe jeg har mad på bordet, så har du mad på bordet, og så længe jeg har tag over hovedet, har du tag over hovedet.” Det var ikke meget, men det var nok til, at Susan sagde sit job op og rejste til Californien for at være med til at starte den missionsorganisation, som i dag har 25 afdelinger i 12 forskellige lande verden over.
Det var i 1973, så Susan Perlman har mere end 40 års erfaring med arbejdet inden for jødemission.
Rabbineren kunne ikke give svar
Susan Perlman voksede op i en traditionel ortodoks-jødisk familie i Brooklyn, New York. Susan husker det som om hele bydelen var jødisk, for både forretninger og skoler lukkede i de jødiske helligdage, og efternavnene vidnede om jødiske indvandrere fra Østeuropa.
Da Susan som kun 12 årig mistede sin far foregik både begravelse og mindesamvær da også på traditionel jødisk vis. Da rabbineren kom for at besøge familien, spurgte den unge Susan: ”Er min far i himlen nu?” Det første svar rabbineren forsøgte sig med, tilfredsstillede hende ikke, så hun spurgte igen. Denne gang gav rabbineren et mere alvorligt svar: ”Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et endegyldigt svar, Susan, men det kan jeg ikke. Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der kommer efter døden. Vi kan kun håbe.”
Efterfølgende var Susan meget frustreret over de manglende svar fra både rabbineren, Gud og jødedommen i det hele taget.
Susan deler sin tro med unge tyskere på et fodboldstadion.
Forventede en undskyldning
Mange år senere stødte hun ind i en gademusikant på Manhattan. Han bar et lille skilt, hvorpå der stod ”Smil. Gud elsker dig!” Susan havde netop læst en artikel i et amerikansk magasin om ”Jesus-folket” og spurgte ham, om han var en af dem. Han inviterede hende på kaffe og fortalte hende mere om Jesus. Da hun fortalte ham, at hun var jøde, forventede hun halvt at få en undskyldning, for i hendes verden kunne jøder ikke tro på Jesus, da kristendommen jo var skyld i så meget ulykke mod det jødiske folk. Undskyldningen kom aldrig. I stedet blev Susan inviteret med i kirke.
Det blev begyndelsen på et venskab, hvor Larry, som gademusikanten hed, udfordrede Susan til at læse i Bibelen. ”Til sidst kunne jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Er Jesus mon virkelig den, han hævder at være – min Messias?!” fortæller Susan og fortsætter: ”Til sidst fortalte jeg Gud, at jeg havde lyst til at have en relation til ham, og at jeg troede, hans søn, Jesus, er Messias.”
En ensom tro
Susan Perlman genkalder sig minderne om den første tid som Jesus-troende: ”Jeg troede, jeg var den eneste jøde, der troede på Jesus som Messias. Det var ensomt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg kunne formulere og udtrykke min tro i en jødisk kontekst. Hele livet havde jeg fået at vide, at jeg ikke kunne tro på Jesus!” Da hun fortalte sin mor, at hun var kommet til tro på Jesus, var moderens reaktion da også chok og uforståenhed. ”Hun sagde, det havde været bedre, om jeg var kommet hjem og havde fortalt, at jeg var på stoffer eller gravid,” fortæller Susan.
Gennem kristne venner kom hun i kontakt med andre jøder, som også troede på Jesus, og med tiden altså også Moishe Rosen, som inviterede hende til Californien for at være med til at starte Jews for Jesus, hvor hun har arbejdet lige siden.
Susan på gaden i vanlig Jews for Jesus-stil.
Teologi og mission må gå hånd i hånd
Selvom Susan Perlman anser sig selv for at være en praktiker frem for akademiker, sagde hun for mange år siden ja til at sidde i bestyrelsen for Dallas Theological Seminary, et stort og meget anerkendt teologisk uddannelsessted. Måske var det netop, fordi hun er praktiker, hun sagde ja. Susan forklarer: ”Bare fordi jeg ser mig selv som praktiker, undskylder det mig ikke for at have en dårlig teologi, ligesom gode teologer ikke kan undskyldes for at have en dårlig praksis. God teologi og god praksis må gå hånd i hånd,” mener Susan Perlman og tilføjer: ”Hvis du kun arbejder med teologien akademisk og ikke har en missionspraksis, så går du ganske enkelt glip af noget.”
Derfor gør Jews for Jesus også rigtig meget ud af at udvikle deres teologi hele tiden, for, som Susan udtrykker det: ”Teologien er hele tiden i bevægelse; den er ikke statisk.” Organisationen har derfor ansat teologen Richard Harvey, som besøgte Israelsmissionen til et årsmøde for nogle år siden. Han arbejder blandt andet med at udfolde en messiansk teologi, som kan være med til at svare på nogle af de spørgsmål om identitet, som mange jøder sidder tilbage med, når de kommer til tro på Jesus. Når troen på Jesus ikke betyder, at man holder op med at være jøde, skal man så stadig overholde Toraen? Og i så fald hvor meget af den? Hvad med sabbatten? Disse og andre teologiske spørgsmål, arbejder Jews for Jesus også med.
Krydsfeltet hvor troen giver mening
Med årene har Susan ikke selv de samme kræfter til at gå på gaden og dele traktater ud og konfrontere andre jøder med spørgsmålet: Hvem mener du, Jesus er? En konfrontatorisk evangelisationsform Jews for Jesus er blevet både elsket og kritiseret for. Det har givet hende anledning til udforske andre måder at dele evangeliet. ”For mange i Jews for Jesus har det måske gjort lidt ondt at gøre op med den konfrontatoriske stil og anerkende andre måder at dele evangeliet på,” fortæller Susan og konkluderer: ”Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller, men et både-og.” Hun har selv opdaget, hvordan hendes hjem er blevet en missionsmark. Rammerne for at fortælle evangeliet kan være noget så enkelt som at lave et måltid mad, invitere nogle mennesker på besøg af have en god samtale. Herigennem har hun oplevet, hvordan den gode fortælling kan bruges til at forklare evangeliet – frem for en dogmatisk forklaring. ”Vi må finde det krydsfelt, hvor vores tro giver mening for sekulære mennesker,” understreger Susan. Her er fortællingen et bedre redskab end dogmatik.
Det mener hun blandt andet i lyset af, at det vestlige samfund er blevet endnu mere sekulært. ”Da jeg var i 30erne var det nogle helt andre spørgsmål, man blev udfordret af,” fortæller Susan. ”Naturligvis findes der stadig klassiske apologetiske spørgsmål, men de fundamentale og kritiske spørgsmål stikker langt dybere i dag.” Det er ikke kritiske spørgsmål til indholdet i Bibelen, hun møder, men snarere mistro til hele det religiøse system og deri også en afvisning af både Gud og Bibelen som autoritet. ”Det er spørgsmål, vi må blive endnu bedre og endnu modigere i at gå i dialog med,” mener Susan.
I den sammenhæng er det også vigtigt for både Susan og Jews for Jesus at understrege, at mission og evangelisation er noget man gør i fællesskab: ”En robust og langtidsholdbar missionspraksis begynder i fællesskab med andre,” mener Susan og forklarer, at alt for mange står alene med opgaven med at forkynde evangeliet. Derfor brænder de ud, mener hun.
Kristne skal skabe misundelse
Selvom Jews for Jesus er kendt for at sende jødiske missionærer til jøder for at fortælle om jøden Jesus, er Susan ikke i tvivl om, at Gud også bruger ikke-jøder til at nå hendes folk med evangeliet. ”Når jøder ser på en kristen, er det hverken livsstilen eller kulturen, de misunder,” mener Susan og fortsætter: ”Jøder sætter stor pris på deres egen kultur, men når de ser en kristen, ser de et menneske, som har en relation til den levende Gud! Det kan rigtig mange jøder genkende en længsel efter, og derfor må vi alle øve os i at være åbne om vores tro og relation med Gud.” Den vished der er i troen på Jesus, var netop den vished, rabbineren ikke kunne give hende, da hun stillede spørgsmål til ham om, hvor hendes far var.
”Som Jesus-troende har vi en vished om, at Gud elsker os. Vi ved, han er til stede. Vi er sikre på, vi kan komme i kontakt med ham. Vi er overbeviste om hans tilgivelse og udholdende i håbet om, at vi har evigt liv i fællesskab med ham. En vished mange jøder vil anerkende, de mangler,” slutter Susan.
Derfor vil både Jews for Jesus og Israelsmissionen frimodigt arbejde videre i formålet om at gøre spørgsmålet om, hvem Jesus er til et uundgåeligt og vedkommende emne for jøder verden over.
Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa, 4. marts 2016
Jeg er lige kommet hjem til Budapest efter en måneds rejse rundt i verden, hvor jeg har set en spændende udvikling flere steder. Lad mig give et overblik over de mest interessante.
I starten af januar var jeg i San Francisco til en række strategi-møder med Jews for Jesus. Inden jeg skulle forlade USA, fik jeg muligheden for at se min 96-årige far, David, og min 90-årige stedmor, Esther. Jeg tror, Esther er meget tæt på at komme til tro. Min far har altid været meget imod min tro, men under mine seneste to besøg, har han valgt at tage en stille og passiv rolle, imens jeg har delt evangeliet med Esther. Måske er han også ved at bløde op efter alle de år, jeg har været troende.
Efter San Francisco rejste jeg til London til et europæisk Jews for Jesus bestyrelsesmøde. En af mine kollegaer Alison Barnett, som arbejder ud fra Jews for Jesus’ bogbutik i London, har skrevet om en spændende samtale, hun havde med en ung jøde.
Hun fortæller:
–
David er med til vores sabbats-måltider. Han søger ihærdigt efter sandheden, og han er meget åben overfor evangeliet, men han er samtidig meget nysgerrig på Buddhisme, Hare Krishna og new age spiritualitet.
David kommer fra en ortodoks familie. Han fortalte, at han var bange for, hvad hans familie ville sige, hvis han besluttede sig for at tro på Jesus. Jeg fortalte, hvordan min mands og min egen familie reagerede, da vi fortalte, at vi var kommet til tro, og at det fantastiske ved troen langt overgår det tab og den efterfølgelse, vi sidenhen har mødt. David indrømmede, at han var tilbageholdende med virkelig at overveje Jesus som Messias, når nu mange mente, at kristne er dårligt uddannede eller direkte dumme. Jeg kunne ikke lade være med at grine. Jeg nævnte, at min mand er udannet psykolog, er en dygtig lærer og er ved at tage en kandidat i teologi, og at en anden messiansk jøde, som han har mødt, faktisk er ph.d. i matematik. David var glad for at få nedbrudt sin stereotype forestilling, og sagde at det lettede ham. Jeg udfordrede David til at læse bibelen med et åbent sind og bede Jesus om at vise sig som den sande Messias. Han lovede, at han ville læse og se profetierne efter i sømmene.
–
Efter mødet i London brugte jeg (Avi) en uge på turne i Tyskland med min gode ven pastor Werner Oder. Vores forelæsning hed ”To sønner af Holocaust”. Det drejer sig om vores unikke venskab. Werner er søn af en krigsforbryder og nazist, og jeg er stedsøn af en overlevende fra Holocaust. To mænd forenet i kærlighed til mit jødiske folk og for den jødiske Messias, Jesus. Hvilken skøn manifestation af korsets forsonende kraft.
Jeg rejste fra Tyskland til Tel Aviv, hvor jeg brugte nogle få dage med de russisk-talende missionærer, som vi flyttede fra Ukraine til Israel sidste år. De gør et fantastisk stykke arbejde. Ved Guds nåde oplevede disse missionærer, at 16 jøder kom til tro på Jesus i 2015. Men deres arbejde er hårdt, for de står overfor en enorm missionsmark og arbejderne er få (der er 1,2 millioner russisk-talende immigranter i Israel).
Tak for jeres støtte og forbøn for at det jødiske folk må komme til tro på Jesus Messias.
I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.
Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.
I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.
Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.
I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.
Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.
Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!
Det uigenkaldelige kald
På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:
Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse.
Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig,
og den, der forbander dig, vil jeg forbande.
I dig skal alle jordens slægter velsignes.
Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).
Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:
Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.
Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.
Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen. I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:
I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.
Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.
Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)
Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.
Joshua Turnil, missionær for Jews for Jesus i Paris
Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.
Derfor frygter vi ikke, når jorden skælver
og bjergene vakler i havets dyb,
når vandet larmer og bruser
og rejser sig, så bjergene bæver. Sela
Flodløb glæder Guds by,
den Højestes hellige bolig. (Salme 46, 2-5)
Gud mindede mig om ovenstående ord, da vores elskede by blev angrebet. Salme 46 trøstede mig meget, da jeg havde brug for det efter 11. september i New York, da tårnene kollapsede og byen var i en tilstand af kaos. Den 13. november blev Paris’ ungdom myrdet, og hendes hjerte blev knust.
Disse tragiske begivenheder kommer efter længere tids debat om national identitet og religionens plads i samfundet, som har øget polariseringen i landet. Frankrigs præsident har sagt: ”Jeg vil, at vi skal kende ét samfund: det nationale. Jeg vil, at vi kun skal kende én religion: republikkens religion.” Han fik bifald fra parlamentet og tankegangen er bifaldet over hele Frankrig og særligt i Paris. Da mange delte billedet med ”Pray for Paris” (Bed for Paris) på de sociale medier, brød franskmændene sig faktisk ikke så meget om det. En ung bruger responderede: ”Venner fra hele verden, tak! Men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro og tillid er i musikken! Livet!” Religiøse udtryk er ikke velkomne.
Hvordan rækker vi ud til dem, som sørger, men ikke åbne?
Gennem Guds ord. Over hele Paris kan man se ordene: ”ikke bange”, men alligevel er frygten åbenlys for alle som går på gaden. Jeg lærte noget i New York, som hjalp mig i januar under angrebet på Charlie Hebdo og som også er sandt i dag: ”Det er ikke fraværet af fare, som bringer tryghed. Det er Guds nærhed.” Det fortæller Salme 46 om. Og vi har skrevet det i vores vindue, på vores Facebookside, hjemmeside og hvor ofrene bliver mindet over hele Paris. Derudover har vi lavet traktater med ordene, som vi deler ud.
Vi føler os kaldet til at bede for dem, som bor i Paris, men hvordan kan vi bede for dem, som ikke ønsker forbøn? Vi har evangeliseret i mange år i det 11. distrikt, hvor angrebene fandt sted. Så missionærerne tog hen til Bataclan for at ære ofrene. Derefter sang de sange foran rådhuset og på Place de la République, som du måske har set i nyhederne. Håbet var, at sangen kunne nå nogen og at vi måske ville få mulighed for at bede for dem, vi mødte.
På Place de la Républlique sang mine kolleger Karl deSouza og Chantale Onona ”Amazing Grace”, da en ung kvinde pludselig standsede og begyndte at græde. ”Hvad hedder sangen?” spurgte hun. Først ville hun ikke, vi bad for hende, men efter lidt snak om, hvorfor vi var der, spurgte hun til sidst om forbøn.
Vi ved ikke hvordan disse terrorangreb vil påvirke vores arbejde over de næste dage og uger. Alle taler om ”de mørke tider”. Må Verdens Lys skinne gennem mørket og hele Paris’ knuste hjerte. I skrivende stund har folk i byen stadig ikke vendt sig til Gud for ”tilflugt og styrke”, men søger stadig. Mange søger tilflugt blandt venner i Paris’ mange caféer. Jeg håber mange af indbyggerne i Paris vil åbne deres hjerter for Jesus, for Jesus elsker Paris og han er mægtig til at frelse.
(Artiklen er oversat fra et blogindlæg fra Jews for Jesus’ hjemmeside. Læs originalen her.)
Christian Vestergård, kommunikationsmedarbejder, 02 november 2015
Hen over sommeren og efteråret har Jews for Jesus ført kampagner over hele Europa med overskriften Liv af døde. De har også været på gaden i andre storbyer verden over, hvor de har været på gademission og delt traktater ud. De har været på gaden i Zürich, Berlin, Paris, London, Toronto, New York, Budapest, Moskva og Tel Aviv.
Læs mere om J4J her.
Under en 14 dages kampagne i Budapest blev der uddelt 339.055 traktater, 582 valgte at give deres oplysninger videre, for at de kunne modtage yderligere information eller for at få et opfølgende møde, og hele 62 (hvoraf 8 var jøder) valgte at tage imod Jesus som Messias.Det var bare i Budapest. Der er langt over 600.000 mennesker, som har mødt Jews for Jesus i storbyer over hele verden hen over sommeren og efteråret.
Selv om det er svimlende store tal, er det ikke bare statistik for J4J. De har en konkret betydning, for hver eneste gang er der tale om et menneske – et menneske som kan møde Jesus. J4J ser ethvert møde som et privilegium fra Gud, fordi dette møde kan have stor indflydelse for personens liv. Hver eneste frivillige arbejder til og for evangeliets ære.
Interessante møder
Susan var på gaden i New York. Her mødte hun Les, en 60-årig mand som stoppede op for at få noget frisk vand og en snak. Han tog normalt i synagoge tre gange om dagen. Han kunne ikke forstå, hvorfor man havde brug for Jesus som mellemmand, i stedet for at gå direkte til Gud. Susan spurgte ham om ikke også Moses, Aron og hele præsteskabet var mellemmænd og om der ikke altid havde været brug for en, der kunne mægle mellem Gud og mennesker. Les forstod pointen, og videregav sin e-mail for at modtage mere information om Jesus.
Beate blev spurgt af et par i Tel Aviv, om hun kunne vise dem vej til indkøbscenteret. Det kunne Beate ikke, men hun ville gerne fortælle dem om Jesus Messias, som elskede dem og ønskede at tage bolig i deres hjerter og tilgive al deres synd. De fortalte, at de havde talt med J4J et par dage tidligere og givet deres kontaktoplysninger videre der. I mellemtiden var de blevet klar til at følge Jesus. Beate bad sammen med dem, og de tog i mod Jesus midt på gaden i Tel Aviv!
Kata Tar oplevede også antisemitismen, imens hun uddelte traktater i Budapest. Pludselig råbte en ung mand efter hende ”Jeg hader jøderne”. Kata råbte tilbage ”Hvad med Jesus, elsker eller hader du ham?”. Spørgsmålet ramte ham som et chok. Han gik hen til Kata, og hun forklarede ham evangeliet. Den unge mand gik fra at have en hadefuld mine til at være mere modtagelig. Efter den korte snak valgte manden at tage imod Jesus. Kata beskriver oplevelsen som noget fantastisk. ”Hvilket privilegium, at opleve en som er fanget af hadet bliver ført ind i Guds rige, hvor der hersker kærlighed og nåde”.
Når J4J er på gaden, kan vejret være en stor udfordring. Både varme temperaturer og kraftig regn holder folk væk fra gaden, men for Paula førte regnen noget godt med sig.
Mens Paula delte pjecer ud, faldt hun i snak med en jødisk kvinde, Judith. Judith var bitter, men hun havde tid til en kort samtale. Hun var dog ikke villig til at videregive hendes kontaktoplysninger, og hun gik hurtigt videre. Kort efter begyndte et kraftigt regnskyl, og alle på gaden måtte søge ly. Paula stod i et indgangsparti, og ved siden af hende stod Judith. Judiths hjerte var blevet blødt op af regnen, og hun var klar til at åbne sig op. Hun fortalte om den smerte og de udfordringer, som hun havde på grund af sit handicappede barn. Da hun var færdig, fortalte Paula om Jesu kærlighed, og om hvordan han ville bringe trøst og hjælp. Hun delte Matt 11;28 ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile”. Efter det gav Judith hendes kontaktinformationer videre til Paula.
Gemt i de store tal og mange pjecer, er der kvinder og mænd, jøder og hedninger som møder Jesus. Nogle ser hans storhed og begynder at følge ham.
I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.
Vi kan se mønsteret op gennem hele vores historie. Da Gud kaldte Abraham, da han frelste os fra Egypten, da han gav os at være et kongedømme af præster, da han gav os loven og førte os ind i landet, da han jog os ud, og da han førte os hjem, da han befalede de første Jesus-troende jøder at gå ud – igennem alt dette brugte han os til at være vidner for verden. I kærlighed til alle folkeslag, udvalgte han ét folk til at proklamere kærlighedens evangelium.
Men hvad så i dag? Hviler det samme kald til at være sendebud stadig på os jøder? Mindst to bibeltekster gør det klart, at vi jøder stadig har et ansvar for at være Guds sendebud med de gode nyheder – ikke kun individuelt, men som folk – det gælder alle. Det kan vi læse i Romerbrevet 11,28-29 samt 1. Peters Brev 2,9.
I Romerbrevet kapitel 9-11 taler apostlen Paulus om det fysiske Israel. Han taler tydeligt om, at vi har vendt os væk fra Messias med den konsekvens, at ikke-jøder fik del i Guds nåde og barmhjertighed (Rom. 11,11). Han taler kraftfuldt om, at Gud ikke har forkastet os – på trods af vores ulydighed og frafald (Rom. 11,1ff). En af grundene til Guds ufravigelige trofasthed mod det jødiske folk finder vi i det fortsatte kald til os som folk. Paulus erklærer: ”For sine nådegaver og sit kald [til det jødiske folk] fortryder Gud ikke.” (Rom. 11,29)
Interessant nok er ordet ”nådegaver” i flertal, og det henviser til alle de ufortjente gaver, en nådig Gud har givet os ufortjent, som fx pagterne, løfterne, landet, skrifterne og ultimativt Messias selv. Men ordet ”kald” er i ental. Hvorfor? Fordi Gud gennem historien kun har givet os ét nationalt kald. Og det kald er at være et kongerige af præster. At være et lys for verden. At være et fællesskab af vidner for resten af verden.
Vi behøver kun læse ordene fra apostlen Peter – apostlen til jøder – hvis vi mangler vished. I 1. Peter kapitel 2 forklarer han den dybere mening med, at det jødiske folk er spredt ud over jorden, og han bekræfter grunden til vores eksistens som folk. Ja, hans ord er relevant for enhver troende af enhver nationalitet til enhver tid. Men vi må huske på den historiske kontekst for hans breve, og dem han specifikt skrev til. Peter skrev til jødiske disciple, som var spredt ud over verden og som boede som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Peter skrev primært til jødiske læsere, og han brugte ord, som burde have lydt meget genkendelige for troende jøder som kendte loven – ligesom de burde være genkendelige for os:
”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1. Peter 2,9)
Det er ikke noget tilfælde, at Peters ord er et ekko af de ord, Gud talte gennem Moses (2 Mos 19,5-6), da han afslørede grunden til vores nationale eksistens. Ved Sinai blev vi kaldet til at være et kongedømme af præster – en nation af vidner. Cirka 1.300 år efter bekræfter Peter dette kald. Og bare for at fjerne enhver tvivl eller misforståelse om meningen med ordene, tilføjer Peter, at vi er skabt til at ”forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.”
Dette er det eneste nationale kald, Israel nogensinde har modtaget. Det er dette kald, Paulus fortæller os, Gud hverken har fortrudt eller tilbagekaldt.
Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at kun vi jøder er kaldet til at være missionærer. Det er et ansvar for alle følgere af Jesus – jøder såvel som ikke-jøder – at være vidner gennem deres liv, arbejde, ord og kærlighed.
For jøde først, og så for græker
Det er værd at overveje, hvorfor Paulus i brevet til romerne kapitel 1 vers 16 skriver, at evangeliet skal forkyndes ”for jøde først” og så ”for græker”? Hvorfor gør han det? Paulus var jøde, født i Tarsus i Cilicien og uddannet i Jerusalem ved Gamaliels fødder. Men denne selvbestaltede hebræernes hebræer havde ikke et kald til sine med-jøder. Han havde fået et kald til at være hedningernes apostel – en opgave han efter eget udsagn kun accepterede modvilligt (Apg 22,17-21). Alligevel begyndte Paulus altid sit arbejde i en ny by ved først at bringe evangeliet til jøderne. Og det var hedningeapostlen Paulus, som skrev, at evangeliet var for ”jøde først og så for græker”. Hvorfor? Hvorfor denne rækkefølge?
Man kunne tro, at han simpelthen udtrykte denne forrang på grund af en kærlighed til sit eget folk, det jødiske folk. Han elskede os bestemt med en kærlighed, som kun Moses også kunne mønstre – og som kun var overgået af Jesus. Både Moses og Paulus var villige til at blive slettet af Livets Bog (2. Mos 32,32) og afskåret fra Messias (Rom 9,3) for vores skyld – deres landsmænd. Det som profeten og apostlen var villige til at gøre, gjorde Messias rent faktisk – for os og for alle mennesker. Men personligt tror jeg ikke, Paulus’ erklæring om ”for jøde først” var motiveret af forkærlighed for hans eget folk.
Jeg tror heller ikke, han udelukkende havde en teologisk prioritering i tankerne, som for at sige ”først til børnene og de naturlige arvinger, og så til dem der er langt væk.” Nej, Paulus var missionær og strateg. Og der er en vigtig strategi i Paulus’ ord, hvis vi er villige til at høre dem. Paulus, hedningeapostlen, forstod Guds plan for at bringe evangeliet til hele verden. Han forstod den afgørende rolle, som kaldet til jøder havde i forhold til verdensmission. Derfor bragte Paulus først evangeliet til dem, Gud havde kaldet til at være budbringere, så at disse budbringere kunne bringe budskabet til verden.
Hvis kaldet stadig gælder den dag i dag (og det siger Paulus, det gør), så gælder vigtigheden af at bringe evangeliet til det jødiske folk også stadig den dag i dag. For vi kan ikke proklamere evangeliet, før vi selv kender evangeliet. Og vi kan ikke kende og tro evangeliet, før vi hører det. Og vi kan ikke høre evangeliet før nogen bringer det til os. Måske den bedste måde at forhindre verdensmission på er, at forhindre os jøder i at høre evangeliet.
