Skip to main content

Tag: kald

Vi har testet Guds kald

Skrevet af Maria Strøm Risbjerg d. . Bogført i Nyheder fra samarbejdspartnere.

Anika Thorø Møller, kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge

Gud kalder på os på forskellige måder – det har Marit og Bradley Long erfaret som det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv. Den ene var klar til at rejse med det samme; den anden havde brug for sin betænkningstid. 

Det nye præstepar i Immanuelkirken i Tel Aviv, Bradley og Marit Long, har kastet sig over deres første store udfordring i deres nye hverdag i Israel: at lære hebræisk. Der er masser af sproglige finurligheder, der skal forstås, og selvom det går fremad, er der et stykke vej endnu.

”Det bliver sikkert ligesom, da jeg skulle lære norsk. Det tog mig mange år,” fortæller Bradley, der oprindeligt er fra England. Men trods vanskelighederne er Bradley og Marit klar til de udfordringer, der venter dem: ”I en nøddeskal tror jeg, Gud har kaldet os til den her opgave,” siger Bradley. “Og så er det sådan set underordnet, om det kræver at lære endnu et sprog.” 

Tid til at teste
For mere end to år siden nævnte generalsekretæren i Den Norske Israelsmission, Rolf Gunnar Heitmann, for Bradley Long, at man manglede en til at overtage danske Christian Rasmussens stilling som præst i Immanuelkirken i Tel Aviv.  Og siden da har Bradley haft svært ved at slippe tanken om at drage mod syd:

”Der var noget inde i mig, der sagde ja. Jeg kunne sige ja med det samme,” siger 51-årige Bradley, der dog alligevel gav sig selv tid til at tænkte det igennem en ekstra gang. Han ville teste kaldet. Marit, der er fra Norge, havde også brug for betænkningstid.

Det resulterede i en ferie til Israel i foråret 2014 – eller nok nærmere en benhård eksamen, hvor Israel skulle testes. Parret skulle deltage i et møde i Immanuelkirken og tog børnene med. ”Det handlede om at finde en fred i, at det er her, vi er kaldet til. Nu har vi testet kaldet, og derfor føles det også rigtigt at være her,” fortæller Marit.

Et hjerte for Israel
Selvom sproget er fremmed for Marit og Bradley, er Israel ikke uvant. Tilbage i 1998 boede Bradley otte måneder på Vestbredden, da han rejste med Youth With a Mission. Marit har været i Israel flere gange på kortere ferieophold. ”Israel har haft en særlig plads i vores hjerte i lang tid. Det har påvirket mig mere, end det gør at besøge et andet spændende land. Det er fantastisk at tænke på, at det er det land, Jesus har boet i,” mener Marit.

Kirke med åben dør
Både Marit og Bradley ser frem til de udfordringer, der venter dem i Israel. Bradley skal primært fungere som kirkens præst, mens Marit, der er tidligere ungdomsdiakon, er leder for de unge voksne i kirken, leder lovsangsteamet til shabbatsgudstjenesterne, har ansvaret for volontørerne – herunder danske Louise og Rasmus Killerich Breindahl – og også på sigt skal undervise i engelsk på Vestbredden i samarbejde med os – Den Danske Israelsmission.

Både Marit og Bradley Long har dog et helt særligt ønske for deres tid som ledere af Immanuelkirken: ”Vi er en kirke, men vi skal også være rettet mod samfundet omkring os. Vi skal have åbne døre – både fysisk og symbolsk,” mener Bradley, der håber på at kunne bidrage til mere evangelisation uden for kirkens mure. ”Vi håber Gud kan bruge os på den måde han vil, både i og uden for kirken,” siger Marit.

FAKTA:
  • Marit og Bradley Long overtager jobfunktionen som præstepar i Immauelkirken efter danske Lisbeth og Christian Rasmussen, der har ledt kirken i 7½ år.
  • De har været i gift i 15 år og har boet de fleste år i Norge, men også i Holland og England.
  • Parret har fire børn: Benjamin på to, Maria Sophia på otte, Ruben på 10 – og Rebekka Olivia, som de mistede under graviditeten.
  • Har foreløbigt sagt ja til at lede Immanuelkirken i fire år.
  Dette er en forkortet version, læs den fulde artikel her

Gud har ikke fortrudt sit kald

Skrevet af Kirsten Bitsch Lang d. . Bogført i Bibel og jødedom, Mission og messianske jøder, Nyheder fra samarbejdspartnere.

– skabt til at fortælle del 3



Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa

© Jews for Jesus 2007

I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden.

Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk.

I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det.

Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene.

I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro.

Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå.

Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!

Det uigenkaldelige kald


På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham:

Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes.

Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5).

Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29:

Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke.

Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt.

Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen.  I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet:

I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel.

Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror.

Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16)

Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere.