Tag: udvælgelse

Gud har ikke fortrudt sit kald

Gud har ikke fortrudt sit kald

– skabt til at fortælle del 3

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007 I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her, anden del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden. Der er mindst tre forkerte tilgange til Israels udvælgelse fra kirkens side. Den første er en ligegyldighed overfor Israels kald; den anden er en grundlæggende modvilje mod kaldet, som kommer til udtryk i erstatningsteologien; den tredje giver sig udslag i en beundring for alt, der er jødisk. I den første gruppe finder vi dem, som er ligeglade med Israels udvælgelse. Men hvis Gud virkelig har givet Israel det kald, som er omtalt i de to tidligere artikler i denne serie, og hvis vi er ligeglade med dét, er vi så ikke også ligegyldige overfor den måde, Gud har tænkt at nå verden med evangeliet? Burde vi ikke give de metoder opmærksomhed, som Gud har givet os? Hvis Gud virkelig har kaldet ét folk og givet dem den særlige opgave at proklamere evangeliet globalt, så burde vi være med til at bekræfte dette kald – ikke være ligeglade med det. Der er også dem, som mener, at kirken har erstattet Israel, og som ikke bryder sig om tanken, at Gud har givet et uigenkaldeligt kald til det jødiske folk. De mener, det lyder som om Gud har ét bestemt folk, der er hans favorit. Men Gud kalder ikke de særligt værdige. Han kalder dem, han vil. Gud kaldte ikke det jødiske folk, fordi de var særlige. Og Gud har ikke bevaret os, fordi vi var trofaste. Han kaldte os, han bevarede os, og han erklærede kaldet uigenkaldeligt, fordi han er trofast. Det er det, nåde betyder. Og så burde vi i øvrigt huske på, at Gud kaldte Israel ud af sin kærlighed til alle jordens folkeslag, så der er ingen grund til at foragte det folk, han udvalgte. Men der er grund til at glæde os over, at han elsker folkeslagene. I den sidste gruppe finder vi de kristne, som elsker den jødiske Messias og det jødiske folk, og som uden tøven fastslår, at jøderne stadig er Guds udvalgte folk. Her er der faldgruber, som bør påpeges. Hvis kærligheden slår over i at beundre alt, hvad der er jødisk, bliver det farligt. For det hjælper ikke det jødiske folk med at opfylde kaldet, det gør os bare mere stolte af at være jøder. Hvis du ”respekterer” eller undskylder, at jøder ikke tror på Jesus, hjælpes vi heller ikke med at opfylde kaldet. Så forhindres vi blot i at komme til tro. Så hvordan kan du hjælpe os til at opfylde kaldet? Hvad har vi brug for? Vi har brug for, du beder for vores frelse. Vi har brug for, du opmuntrer os til at erkende vores synd og sætte vores lid til Jesus. Vi har brug for at blive tilskyndet til at læse hele Bibelen og til at gå ud, til jøde først og så til ikke-jøder. Det vil hjælpe os til at opfylde kaldet. Og det vil fremme evangeliets udbredelse til alle folkeslag, som Gud er så opsat på at nå. Vi har brug for, at I beder Herren om at sende arbejdere ud til sin høst. Jeg har hørt (og set!), at markerne er modne!

Det uigenkaldelige kald

På en måde begyndte det hele på en slette i Mesopotamien. Gud sagde til Abraham: Herren sagde til Abram: »Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig. Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse. Jeg vil velsigne dem, der velsigner dig, og den, der forbander dig, vil jeg forbande. I dig skal alle jordens slægter velsignes. Selv navneforandringen fra Abram til Abraham vidner om Guds kærlighed til folkeslagene. Abram betyder ”ophøjet fader” mens Abraham betyder ”fader til mange folkeslag” (1. Mos 17,5). Men at følge dette kald var ikke let for Abraham, og det har heller ikke været let for de fysiske efterkommere, Gud udvalgte til at være instrumenter for hans velsignelse. Flere gange har det jødiske folk opført sig mere som modstandere af Gud end som medhjælpere. Men Gud har vist nåde i mod os og trofasthed mod sit ord, så han har aldrig ændret sine planer for det jødiske folk – eller blevet mindre opsat på at se sin plan om at bringe evangeliet til alle folkeslag ført ud i livet. Et af de mest tydelige steder på dette, er Romerbrevet 11,1-2 og 28-29: Jeg spørger nu: Har Gud da forkastet sit folk? Aldeles ikke! Jeg er jo selv israelit, af Abrahams slægt, af Benjamins stamme. Gud har ikke forkastet sit folk, som han først har vedkendt sig. […] I forhold til evangeliet er de fjender, og det er de for jeres skyld; men i forhold til udvælgelsen er de elskede, og det er de for fædrenes skyld. For sine nådegaver og sit kald fortryder Gud ikke. Nogle gange tænker jeg, at dette på en gang er nogle af de mest foruroligende og opmuntrende vers i Bibelen. Paulus erklærer ligefremt, at dem som ikke er kommet til tro, er fjender af evangeliet. Hårde ord! Men han tilføjer hurtigt, at modstanden er for ikke-jødernes skyld. Og på trods af modstanden erklærer Paulus utvetydigt, at det jødiske folk stadig er elsket på grund af fædrene, fordi det kald han har givet, har han ikke fortrudt. Paulus havde et godt grundlag til at forstå disse vers, for hans eget liv indkapsler meget godt selve pointen.  I Galaterbrevet 1,13 og Apostlenes Gerninger 22,4 taler han meget tydeligt om sit eget fjendskab og modstand mod evangeliet: I har jo hørt om, […] at jeg til overmål forfulgte Guds kirke og ville udrydde den. […] Jeg har forfulgt denne Vej med død og drab, både mænd og kvinder fik jeg anholdt og sat i fængsel. Gud ændrede ikke sine planer for Paulus grundet hans fjendskab mod evangeliet. Gud brugte tværtimod dette fjendskab som et eksempel på, at Guds nåde er tilgængelig for enhver, der omvender sig og tror. Men netop derfor fandt jeg barmhjertighed, for at jeg kunne være den første, Kristus Jesus viste hele sin langmodighed på, til eksempel for dem, der skal komme til tro på ham og få evigt liv. (1. Timotheus 1,16) Kaldet – det eneste kald Israel nogensinde har modtaget – består stadig i dag. Det ses tydeligt i Skriften. Det ses i måden Paulus drev mission på. Det ses endda i den søgen efter mening efter noget større, som er i mange af det jødiske folks hjerter. Paulus beskrev denne malplacerede passion meget godt, da han skrev: ”De har nidkærhed for Gud, men uden forstand.” Det er ikke så mærkeligt, at mange jøder gennem historien har brudt nyt land eller taget på store eventyr. Vi blev skabt til at være budbringere, og det er det, vi ender med at være – om det så er med evangeliet eller ej. Men hvor er det godt og naturligt, når vi jøder endelig begynder at proklamere det evangelium, vi blev skabt til at proklamere. [payment_pre project=”12″]

Herren forandrer sig ikke

Herren forandrer sig ikke

– skabt til at fortælle del 2

Avi Snyder, leder af Jews for Jesus i Europa © Jews for Jesus 2007 I denne og to andre artikler bringer vi uddrag af Avi Snyders essay, Skabt til at fortælle. (Første del kan du læse her.) Dette essay er en udførlig argumentation for, hvorfor det jødiske folk blev – og stadig er – udvalgt af Gud til én bestemt opgave, at Gud må blive kendt af alle folkeslag ud over hele jorden. Vi kan se mønsteret op gennem hele vores historie. Da Gud kaldte Abraham, da han frelste os fra Egypten, da han gav os at være et kongedømme af præster, da han gav os loven og førte os ind i landet, da han jog os ud, og da han førte os hjem, da han befalede de første Jesus-troende jøder at gå ud – igennem alt dette brugte han os til at være vidner for verden. I kærlighed til alle folkeslag, udvalgte han ét folk til at proklamere kærlighedens evangelium. Men hvad så i dag? Hviler det samme kald til at være sendebud stadig på os jøder? Mindst to bibeltekster gør det klart, at vi jøder stadig har et ansvar for at være Guds sendebud med de gode nyheder – ikke kun individuelt, men som folk – det gælder alle. Det kan vi læse i Romerbrevet 11,28-29 samt 1. Peters Brev 2,9. I Romerbrevet kapitel 9-11 taler apostlen Paulus om det fysiske Israel. Han taler tydeligt om, at vi har vendt os væk fra Messias med den konsekvens, at ikke-jøder fik del i Guds nåde og barmhjertighed (Rom. 11,11). Han taler kraftfuldt om, at Gud ikke har forkastet os – på trods af vores ulydighed og frafald (Rom. 11,1ff). En af grundene til Guds ufravigelige trofasthed mod det jødiske folk finder vi i det fortsatte kald til os som folk. Paulus erklærer: ”For sine nådegaver og sit kald [til det jødiske folk] fortryder Gud ikke.” (Rom. 11,29) Interessant nok er ordet ”nådegaver” i flertal, og det henviser til alle de ufortjente gaver, en nådig Gud har givet os ufortjent, som fx pagterne, løfterne, landet, skrifterne og ultimativt Messias selv. Men ordet ”kald” er i ental. Hvorfor? Fordi Gud gennem historien kun har givet os ét nationalt kald. Og det kald er at være et kongerige af præster. At være et lys for verden. At være et fællesskab af vidner for resten af verden. Vi behøver kun læse ordene fra apostlen Peter – apostlen til jøder – hvis vi mangler vished. I 1. Peter kapitel 2 forklarer han den dybere mening med, at det jødiske folk er spredt ud over jorden, og han bekræfter grunden til vores eksistens som folk. Ja, hans ord er relevant for enhver troende af enhver nationalitet til enhver tid. Men vi må huske på den historiske kontekst for hans breve, og dem han specifikt skrev til. Peter skrev til jødiske disciple, som var spredt ud over verden og som boede som fremmede i Pontus, Galatien, Kappadokien, provinsen Asien og Bitynien. Peter skrev primært til jødiske læsere, og han brugte ord, som burde have lydt meget genkendelige for troende jøder som kendte loven – ligesom de burde være genkendelige for os: ”Men I er en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, et helligt folk, et ejendomsfolk, for at I skal forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” (1. Peter 2,9) Det er ikke noget tilfælde, at Peters ord er et ekko af de ord, Gud talte gennem Moses (2 Mos 19,5-6), da han afslørede grunden til vores nationale eksistens. Ved Sinai blev vi kaldet til at være et kongedømme af præster – en nation af vidner. Cirka 1.300 år efter bekræfter Peter dette kald. Og bare for at fjerne enhver tvivl eller misforståelse om meningen med ordene, tilføjer Peter, at vi er skabt til at ”forkynde hans guddomsmagt, han som kaldte jer ud af mørket til sit underfulde lys.” Dette er det eneste nationale kald, Israel nogensinde har modtaget. Det er dette kald, Paulus fortæller os, Gud hverken har fortrudt eller tilbagekaldt. Det skal naturligvis ikke forstås sådan, at kun vi jøder er kaldet til at være missionærer. Det er et ansvar for alle følgere af Jesus – jøder såvel som ikke-jøder – at være vidner gennem deres liv, arbejde, ord og kærlighed.

For jøde først, og så for græker

Det er værd at overveje, hvorfor Paulus i brevet til romerne kapitel 1 vers 16 skriver, at evangeliet skal forkyndes ”for jøde først” og ”for græker”? Hvorfor gør han det? Paulus var jøde, født i Tarsus i Cilicien og uddannet i Jerusalem ved Gamaliels fødder. Men denne selvbestaltede hebræernes hebræer havde ikke et kald til sine med-jøder. Han havde fået et kald til at være hedningernes apostel – en opgave han efter eget udsagn kun accepterede modvilligt (Apg 22,17-21). Alligevel begyndte Paulus altid sit arbejde i en ny by ved først at bringe evangeliet til jøderne. Og det var hedningeapostlen Paulus, som skrev, at evangeliet var for ”jøde først og så for græker”. Hvorfor? Hvorfor denne rækkefølge? Man kunne tro, at han simpelthen udtrykte denne forrang på grund af en kærlighed til sit eget folk, det jødiske folk. Han elskede os bestemt med en kærlighed, som kun Moses også kunne mønstre – og som kun var overgået af Jesus. Både Moses og Paulus var villige til at blive slettet af Livets Bog (2. Mos 32,32) og afskåret fra Messias (Rom 9,3) for vores skyld – deres landsmænd. Det som profeten og apostlen var villige til at gøre, gjorde Messias rent faktisk – for os og for alle mennesker. Men personligt tror jeg ikke, Paulus’ erklæring om ”for jøde først” var motiveret af forkærlighed for hans eget folk. Jeg tror heller ikke, han udelukkende havde en teologisk prioritering i tankerne, som for at sige ”først til børnene og de naturlige arvinger, og så til dem der er langt væk.” Nej, Paulus var missionær og strateg. Og der er en vigtig strategi i Paulus’ ord, hvis vi er villige til at høre dem. Paulus, hedningeapostlen, forstod Guds plan for at bringe evangeliet til hele verden. Han forstod den afgørende rolle, som kaldet til jøder havde i forhold til verdensmission. Derfor bragte Paulus først evangeliet til dem, Gud havde kaldet til at være budbringere, så at disse budbringere kunne bringe budskabet til verden. Hvis kaldet stadig gælder den dag i dag (og det siger Paulus, det gør), så gælder vigtigheden af at bringe evangeliet til det jødiske folk også stadig den dag i dag. For vi kan ikke proklamere evangeliet, før vi selv kender evangeliet. Og vi kan ikke kende og tro evangeliet, før vi hører det. Og vi kan ikke høre evangeliet før nogen bringer det til os. Måske den bedste måde at forhindre verdensmission på er, at forhindre os jøder i at høre evangeliet. [payment_pre project=”12″]

Følg os
på facebook


Kommende
begivenheder


Tilmeld dig
Nyhedsbrevet


Israelsmissionen | TORVET | Katrinebjergvej 75 | 8200 Aarhus N | Tlf. 7190 1885 | kontor@israel.dk | Reg.nr. 0994 kontonr. 0003054500 | MobilePay 30503